Viser opslag med etiketten camino. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten camino. Vis alle opslag

torsdag den 7. april 2011

Vi gik og vi gik og vi gik, og jeg går stadig.

Ville bare lige fortælle at jeg jo klarede de 10.000 skridt med bravour. Ja altså det vil sige, jeg gik næsten 10.000 skridt i gennemsnit i døgnet og supplerede så med kondicyklen oppe på arbejde de dage jeg havde nattevagt, for der var det svært at nå det.

Igår gik jeg ned til vores svenske skovsø, og nåede ialt op på 12.600 skridt. Så selv om konkurrencen er slut, så går jeg stadig. Skal jo gerne i form inden sommerferien. Hærvejen venter...

fredag den 25. marts 2011

Der tælles stadig.

Bare lige en lille update.
Her tælles stadig på livet løs, og indtil videre går det ok.
Jeg havde i gennemsnit 10071 skridt om dagen efter igår.
Men jeg synes virkelig også, at jeg yder meget ekstra i forhold til, hvad jeg plejer at gøre.

mandag den 14. marts 2011

Vi tæller skridt.

Nu er det så nu. Der skal tælles og tælles.

Jeg er kommet til at melde mig til et arrangement via min arbejdsplads, hvor jeg forpligter mig til at gå 10.000 skridt om dagen. I 3 uger!

Først jeg så opslaget på opslagstavlen, så jeg det som at det var et mål at komme til at gå 10.000 skridt og hvis jeg lige nåede at betale 50,- inden jeg gik hjem, så var jeg med og fik en skridttæller af min personaleforening til en værdi af 189,-. Ikke meget betænkningstid, inden jeg gik hjem, havde jeg lånt mig frem til at kunne betale.

Men jeg havde jo ikke lige nærlæst, hvad det drejede sig om. Jeg forpligtigede mig til at gå 10.000 skridt i gennemsnit om dagen i 3 uger. Ellers ville min gruppe jo aldrig vinde de 50.000,-.

Og sidst jeg fik ny mobil var der indbygget skridttæller, og jeg kan fortælle at med min almindelige daglige husførelse og arbejde, så har jeg ikke været oppe over 10.000 en eneste gang. Ja faktisk slet ikke i nærheden af det. Efter jeg er begyndt at træne til caminoen, har jeg gået over 10.000 en enkelt gang. Så det er noget af en udfordring jeg har fået meldt mig til.

Men jeg er på, og idag startede jeg dagen med at gå 6 km inden morgenmaden. Så jeg har allerede præsteret 7800 skridt og har fået ømme fødder. Min vabel fra igår (6,4 km) er heller ikke blevet mindre. Og så lige en aftenvagt, så er den vist hjemme.

mandag den 21. februar 2011

BØH!!!!!

Ja, der er liv endnu. I blev ikke forskrækkede vel.

Det har været en rigtig lang vinter med sygdom hos alle mine nærmeste og hos mig selv. 2 flytninger er også klaret, desværre bare ikke vores egen.

Men nu er vinteren vist ved at forsvinde. Den første erantis er plukket ind i sidste uge, og ja ja nu er der så sne og frost igen, men ikke inden i mig. Der brænder der en ild så stærk. Så nu er jeg her igen.

Jeg har taget en gammel ide frem og pudset den af. Har altid drømt om at gå. Bare gå og gå og gå. Ville en overgang rejse til skagen og starte min vandring, og så se hvor langt jeg ville nå ned langs kanten af jylland. Men det er ikke rigtig blevet til noget. For så mødte jeg jo min mand, og der gik rimelig meget hygge og hverdag i den ret hurtigt. Indimellem har jeg drømt om bare at tage tornysteret på ryggen og bare gå. Langs kysten, Bornholm rundt, til Santiago. Vejene er mange, og de ligger lige foran os.

Men nu trænger jeg til at gøre noget for mig selv. Så jeg har besluttet at nu gør jeg det bare. Hvorfor vente til jeg bliver pensionist og måske er slidt ned. Hvorfor skal livet altid først begynde, når jeg har tabt 5 kilo, fået solgt huset, til næste år... Nu skal det være, de dårlige undskyldninger må passe sig selv, for jeg vil leve livet nu.

Så jeg er begyndt at gå. Indtil videre ca hver anden dag ca 3-4 km. Inden alt for længe skulle det gerne hedde 5-6 km 5 dage i ugen. Til sommer hedder det hærvejen så lang tid jeg kan afsætte, 20-25 km om dagen. Til næste sommer hedder det caminoen på pilgrimsvandring mod Santiago og sankt Jakobs rester.

Og jeg er så heldig at jeg har en følgesvend. En veninde træner inde i byen, jeg træner her ude på landet, og hun er allerede langt foran mig. Til sommer følges vi ad der ud af, og vi glæder os til det hedder Frankrig-Spanien næste sommer.