Jeg ville præsentere jer for vores hundehvalp. Men så gik min bloggerapp ned og den sidste ½ times arbejde var spildt. Så nu prøver jeg lige en gang til. Jeg lover ikke at det bliver lige så genialt, som det jeg lige havde skrevet.
Dengang vi boede i Danmark havde vi to dejlige cockere. Men der var jagt i dem. Meget jagt. Som i jeg flyver over enhver forhindring du sætter og går på jagt selv. Det var træls. Og det ville have været mega trælst her oppe midt i skoven. Så vi tog den tunge beslutning at skaffe dem nye gode familier. Hold op det var hårdt. Men klart den rigtige beslutning.
Så ville skæbnen at jeg så på facebook, at der sad en cocker på et internat på Sjælland. Men inden vi fik taget beslutningen om at skrive på den, så havde den heldigvis allerede fundet en familie. Og jeg var egentlig nok lidt lettet. For man er jo mega bundet af det skidt. Og i ca 10-12 år. Så opdagede jeg en anden cocker på internat. Men heldigvis gentog historien sig. Så vi fik heller ikke denne cocker.
Nu havde manden fået blod på tanden. Så han begyndte at kigge efter hund. Brugte hunde, nye hunde, små hunde, store hunde. Bare det sagde vov, så var han interesseret. Og pludselig fandt han den sødeste lille hvalp. Bare lige 100 km herfra, ca...
Vi kørte ned og hentede ham med hjem. Da vi stod der en regnfuld sommerdag og så den lille sjæl i øjnene, så var der ikke noget at gøre. Han skulle bare med hjem. Han var den mindste i kuldet og et nyt kuld var allerede født af en anden tæve, så han var faktisk lidt en stille og bange sjæl. Og så havde han kun spist vom. "Vom?" sagde jeg på mit ubehjælpelige svensk. "Ja du ved komave. Og rå æg." Øhh nej det vidste jeg ikke noget om, men jeg er blevet klogere. Så vi kørte derfra med 3 poser frossen vom, 30 æg og en lille stille hund.
Vel ankommet hjemme faldt han hurtigt til, og jeg vænnede mig også til at han skulle barfes. Så det skulle skaffes rundt omkring hos slagteren og fiskemanden og kælekaniner og hønsegårde. Jeg er blevet helt hård til det. Selv kallun kan jeg hakke med håndsvingskødhakker uden at brække mig.
Han er nu et skrummel på ca 20 kg og stadig i voksealderen. Lidt forsigtig med nye ting og høje lyde, men rigtig god til at ligge på trappen uden for huset og holde øje med livet der passerer forbi. Han går også lidt på skovtur selv, men aldrig (Læses som endnu ikke) længere væk end at han kan høre vi kalder og skynder sig tilbage med det samme. Han elsker at lege med dyr og mennesker, og især små børn er en stor favorit. Navnet stod mellem Nilfisk og Ajax, fordi han er så enormt god til at støvsuge efter marsvinene. Men da Nilfisk jo er godt dansk design, ja så kunne han jo ikke hedde andet i en dansk familie midt i en svensk skov.
 |
| Kommer de der marsvin aldrig ud og leger igen? Så ligger jeg bare lige her og venter på dem. |
 |
| Gad nok vide hvem der hygger sig mest. |
 |
| En hund og hans klud, og nå ja hans menneske. |
 |
| Sker der mon noget der ude på vejen? |
 |
| Jubii jeg har en kyllingefod. Og mor har selv slagtet hanen der hører til. |
 |
| Skal jeg ikke lige hjælpe lidt med at gøre rent ved de der marsvin? Jeg kan da godt lige spise lidt af det der er på gulvet. |
 |
| Jo den er god den her, mor. Se hvor fint det bliver. |
