Shh.

Ikke fortælle til Michael hvem der ligger i sengen hele natten, når han ikke er hjemme.

Dagens hund.

Ham der Nilfisk vokser alt for hurtigt. Nu er han allerede 8 mdr og vejer over 20 kilo.

Nilfisk.

Jeg ville præsentere jer for vores hundehvalp. Men så gik min bloggerapp ned og den sidste ½ times arbejde var spildt. Så nu prøver jeg lige en gang til. Jeg lover ikke at det bliver lige så genialt, som det jeg lige havde skrevet.

Dengang vi boede i Danmark havde vi to dejlige cockere. Men der var jagt i dem. Meget jagt. Som i jeg flyver over enhver forhindring du sætter og går på jagt selv. Det var træls. Og det ville have været mega trælst her oppe midt i skoven. Så vi tog den tunge beslutning at skaffe dem nye gode familier. Hold op det var hårdt. Men klart den rigtige beslutning.

Så ville skæbnen at jeg så på facebook, at der sad en cocker på et internat på Sjælland. Men inden vi fik taget beslutningen om at skrive på den, så havde den heldigvis allerede fundet en familie. Og jeg var egentlig nok lidt lettet. For man er jo mega bundet af det skidt. Og i ca 10-12 år. Så opdagede jeg en anden cocker på internat. Men heldigvis gentog historien sig. Så vi fik heller ikke denne cocker.

Nu havde manden fået blod på tanden. Så han begyndte at kigge efter hund. Brugte hunde, nye hunde, små hunde, store hunde. Bare det sagde vov, så var han interesseret. Og pludselig fandt han den sødeste lille hvalp. Bare lige 100 km herfra, ca...

Vi kørte ned og hentede ham med hjem. Da vi stod der en regnfuld sommerdag og så den lille sjæl i øjnene, så var der ikke noget at gøre. Han skulle bare med hjem. Han var den mindste i kuldet og et nyt kuld var allerede født af en anden tæve, så han var faktisk lidt en stille og bange sjæl. Og så havde han kun spist vom. "Vom?" sagde jeg på mit ubehjælpelige svensk. "Ja du ved komave. Og rå æg." Øhh nej det vidste jeg ikke noget om, men jeg er blevet klogere. Så vi kørte derfra med 3 poser frossen vom, 30 æg og en lille stille hund.

Vel ankommet hjemme faldt han hurtigt til, og jeg vænnede mig også til at han skulle barfes. Så det skulle skaffes rundt omkring hos slagteren og fiskemanden og kælekaniner og hønsegårde. Jeg er blevet helt hård til det. Selv kallun kan jeg hakke med håndsvingskødhakker uden at brække mig.

Han er nu et skrummel på ca 20 kg og stadig i voksealderen. Lidt forsigtig med nye ting og høje lyde, men rigtig god til at ligge på trappen uden for huset og holde øje med livet der passerer forbi. Han går også lidt på skovtur selv, men aldrig (Læses som endnu ikke) længere væk end at han kan høre vi kalder og skynder sig tilbage med det samme. Han elsker at lege med dyr og mennesker, og især små børn er en stor favorit. Navnet stod mellem Nilfisk og Ajax, fordi han er så enormt god til at støvsuge efter marsvinene. Men da Nilfisk jo er godt dansk design, ja så kunne han jo ikke hedde andet i en dansk familie midt i en svensk skov.

Kommer de der marsvin aldrig ud og leger igen? Så ligger jeg bare lige her og venter på dem.

Gad nok vide hvem der hygger sig mest.

En hund og hans klud, og nå ja hans menneske.

Sker der mon noget der ude på vejen?

Jubii jeg har en kyllingefod. Og mor har selv slagtet hanen der hører til.

Skal jeg ikke lige hjælpe lidt med at gøre rent ved de der marsvin? Jeg kan da godt lige spise lidt af det der er på gulvet.

Jo den er god den her, mor. Se hvor fint det bliver.

Billeder af lidt af hvert.

Har været i haven idag. Dejligt at sneen næsten er væk nu. Lige lidt forskellige billeder som tilfældigt lå på min telefon. Øverst sten på stranden, elsker strukturen. I midten vores cuypar. Og nederst en buket jeg lige har plukket på perlagonierne.

Polka pig’s sweet pearl.

Perle er her ikke mere.
I går aftes valgte hun at gå videre med sine babyer i maven. Puha det er hårdt hver gang det sker.

10. dec

 

Så er årets julebad overstået for halvdelen af familien. Negle er klippet og så er det vel på plads med en ordentlig belønning.

Misserne

Det hele startede med, at jeg som barn altid har haft kat. Oftest en stakkel som kom til os af sig selv. Da jeg flyttede hjemmefra, ringede min mor en dag og tilbød mig en perser. Og selvfølgelig var jeg fyr og flamme. Dytten var så lækker og menneskeglad en kat, men han flyttede desværre fra mig, da jeg flyttede i en lejlighed, hvor man ikke måtte have kat.

Derefter var der et par småkatte i mit liv, men så spadserede Ares ind i mit liv. Og hun kom til at fylde en del. Hendes mor blev påkørt dagen efter fødslen, så Ares blev flasket op, og hun flyttede hjem til mig som 5 ugers killing. Det havde hun i første omgang ikke taget skade af, men på sigt viste hun nogle meget sære karaktertræk. Angreb børn og andre katte, troede hun ejede det hele. Så da vi valgte at skulle af med alle kattene, var vi slet ikke i tvivl om at hun skulle aflives, på trods af hun var tam. Men inden gav hun liv til en del super sunde og friske killinger.

I fødekasse klar til første fødsel.

Ja tak så må du godt gå.

Farlig tigerkilling.

Så adopterede vi lige en skildpaddefarvet killing Malik, som boede sammen med Wendy. Killingerne adopterede hende med det sammen, men Ares hadede hende fra dag 1 af. Resten af killingerne kom vi af med til familie og venner, og de er virkelig blevet smukke stærke katte.

I næste kuld var der denne lille lækker sag som vi beholdte. Den havde så enormt lækre aftegninger. En rigtig lille tiger/leopard-pels.

Se venligst bort fra baggrunden, vi byggede om i stor stil dengang.

I dag har vi ikke katte længere, da vi er begyndt at gøre os klar til at flytte ud i vores svenske skov. Og i den forbindelse har vi valgt at de skulle aflives, da de ikke kunne omplaceres. De levede det frie liv i stalden og stuehuset, og ville ikke kunne lære at komme ind at bo igen.

Tak for den tid vi havde sammen.

Senegalpapegøjerne.

Så var der jo lige senegalpapegøjerne. De kom ind i vores liv på en lidt spøjs måde. Ved dyrehandleren sad der en lille sød papegøje. Kælen var den og den sagde ikke en lyd. Så den måtte jeg da have med hjem til araerne. Den kunne da opveje lidt på deres frygtelige skrigeri. Men straks den kom i stue med de andre glemte den alt om, at den skulle sidde og være en lille sød stille fugl. Og hvad værrer var, så sang de ikke morgensang på samme tidspunkt. Først startede araerne, og bagefter når de var stille, så begyndte senegalerne.

Nr 2 senegalpapegøje ankom en mørk efterårsaften, hvor den pludselig lå i en opgang i Thisted, kun en unge. En venlig dame havde taget den ind, men anede ikke hvad hun skulle gøre med den. Så den blev afhentet og trivedes fint med den anden.

En bulldog gemt i en meget lille krop.

“Du rør ikke min mandarin.”

Byttet væk for 3 levende kødkaniner.

Farvel Frey og Freya.

Billeder og melankoli.

Har gået og været lidt sart. Lidt trist og tung i sindet. Jeg ved godt hvad der er galt. Det er vinter og jeg får for lidt dagslys. Sover jo om dagen, når jeg arbejder om natten. Derfor kom jeg også helt til at savne alle vores kære dyr, efter jeg havde læst mit sidste indlæg.

Derfor har jeg besluttet, at I de næste par dage vil blive spammet med billeder af vores dyr. Det kan jo heller ikke være en ren tekstblog. Det er så kedeligt.

Må jeg præsentere jer for araerne.

Magen til ballademagere fandtes ikke.

Spiste en dørkarm, bare fordi de lærte at komme ud af buret ved egen hjælp.

Elskede danske film på tv, for så var der en grund til at skråle højt.

Idag er de flyttet i stor udendørs flyvevoliere.

Og jeg håber, de er begyndt at ligge æg.

Farvel Skipper og Papaya.

Rolig start på dagen...

Jeg vågnede kl 10 ved en dum telefon der ringede. Min dejlige barndomsveninde ville snakke, og det gjorde hun. 1 time efter kunne jeg lægge røret igen og kravle ud af min seng.

Sulten var jeg blevet, så jeg planlagde dejlig morgengrød i køkkenhaven, sammen med mit kamera. Så kom naboen lige forbi, og derefter hans kone, så hun gik med mig i haven. Der sad vi så og nød solen i fulde drag.

Noget af det der trækker os over i denne del af haven er disse dejlige hvide væsner.