Nu kan det aldrig vare...

Har fået mulighed for at liste os til Sverige om fire uger.
Jubii, for det trænger jeg bare til.

Her går det nemlig med arbejde, sygdom og rengøring i tiden.
Glæder mig helt vildt til det står på gåture i skoven, inspirerende handleture og hygge.

TRÆNGER!

Misserne

Det hele startede med, at jeg som barn altid har haft kat. Oftest en stakkel som kom til os af sig selv. Da jeg flyttede hjemmefra, ringede min mor en dag og tilbød mig en perser. Og selvfølgelig var jeg fyr og flamme. Dytten var så lækker og menneskeglad en kat, men han flyttede desværre fra mig, da jeg flyttede i en lejlighed, hvor man ikke måtte have kat.

Derefter var der et par småkatte i mit liv, men så spadserede Ares ind i mit liv. Og hun kom til at fylde en del. Hendes mor blev påkørt dagen efter fødslen, så Ares blev flasket op, og hun flyttede hjem til mig som 5 ugers killing. Det havde hun i første omgang ikke taget skade af, men på sigt viste hun nogle meget sære karaktertræk. Angreb børn og andre katte, troede hun ejede det hele. Så da vi valgte at skulle af med alle kattene, var vi slet ikke i tvivl om at hun skulle aflives, på trods af hun var tam. Men inden gav hun liv til en del super sunde og friske killinger.

I fødekasse klar til første fødsel.

Ja tak så må du godt gå.

Farlig tigerkilling.

Så adopterede vi lige en skildpaddefarvet killing Malik, som boede sammen med Wendy. Killingerne adopterede hende med det sammen, men Ares hadede hende fra dag 1 af. Resten af killingerne kom vi af med til familie og venner, og de er virkelig blevet smukke stærke katte.

I næste kuld var der denne lille lækker sag som vi beholdte. Den havde så enormt lækre aftegninger. En rigtig lille tiger/leopard-pels.

Se venligst bort fra baggrunden, vi byggede om i stor stil dengang.

I dag har vi ikke katte længere, da vi er begyndt at gøre os klar til at flytte ud i vores svenske skov. Og i den forbindelse har vi valgt at de skulle aflives, da de ikke kunne omplaceres. De levede det frie liv i stalden og stuehuset, og ville ikke kunne lære at komme ind at bo igen.

Tak for den tid vi havde sammen.

Senegalpapegøjerne.

Så var der jo lige senegalpapegøjerne. De kom ind i vores liv på en lidt spøjs måde. Ved dyrehandleren sad der en lille sød papegøje. Kælen var den og den sagde ikke en lyd. Så den måtte jeg da have med hjem til araerne. Den kunne da opveje lidt på deres frygtelige skrigeri. Men straks den kom i stue med de andre glemte den alt om, at den skulle sidde og være en lille sød stille fugl. Og hvad værrer var, så sang de ikke morgensang på samme tidspunkt. Først startede araerne, og bagefter når de var stille, så begyndte senegalerne.

Nr 2 senegalpapegøje ankom en mørk efterårsaften, hvor den pludselig lå i en opgang i Thisted, kun en unge. En venlig dame havde taget den ind, men anede ikke hvad hun skulle gøre med den. Så den blev afhentet og trivedes fint med den anden.

En bulldog gemt i en meget lille krop.

“Du rør ikke min mandarin.”

Byttet væk for 3 levende kødkaniner.

Farvel Frey og Freya.

Billeder og melankoli.

Har gået og været lidt sart. Lidt trist og tung i sindet. Jeg ved godt hvad der er galt. Det er vinter og jeg får for lidt dagslys. Sover jo om dagen, når jeg arbejder om natten. Derfor kom jeg også helt til at savne alle vores kære dyr, efter jeg havde læst mit sidste indlæg.

Derfor har jeg besluttet, at I de næste par dage vil blive spammet med billeder af vores dyr. Det kan jo heller ikke være en ren tekstblog. Det er så kedeligt.

Må jeg præsentere jer for araerne.

Magen til ballademagere fandtes ikke.

Spiste en dørkarm, bare fordi de lærte at komme ud af buret ved egen hjælp.

Elskede danske film på tv, for så var der en grund til at skråle højt.

Idag er de flyttet i stor udendørs flyvevoliere.

Og jeg håber, de er begyndt at ligge æg.

Farvel Skipper og Papaya.

At se tilbage og se fokus i øjnene.

Godt nytår alle sammen. Håber i alle er tilfredse med det år der er gået, og i har fundet et fokusområde for det kommende år. Vores fokusområde er meget klart. At flytte til Sverige hurtigst muligt. Tilbageblikket kommer her. Undskyld hvis det bliver lidt privat, men det er det jo.

Da manden og jeg mødte hinanden, var vi på ingen måde forberedte på det. Men efter 4 mdr havde vi købt en nedlagt ejendom sammen. Det var virkelig et stort skridt for mig, hvor det vildeste jeg havde ejet var en cykel. Ja ja måske også lidt en gammel bil og et badeværelse, men det tæller ligesom ikke. Samtidig var det også min helt store drøm. At kunne flytte på landet og få plads til dyr. Få have og især køkkenhave, ordentligt køkken og plads til alle mine hobbies.

Gården var der, dyrene var der (nok ikke uden grund vi blev kaldt Hou's minizoo, nævner bare i flæng: blågule araer, senegalpapegøjer, katte (og killinger konstant), hunde (inkl. hvalpe en gang), geder i forskellige racer, ponyer, kaniner (til fryseren), dværghøns, fisk), haven var der (men det blev ikke rigtig til noget) og altid var der arbejde arbejde arbejde. Hunde der skulle trimmes, dyr der skulle fodres, ukrudt der skulle styres, græs der skulle slås, hegn der skulle sættes op og rettes op efter vinteren, venner der kom på besøg og skulle besøges. Og et gammelt hus der skulle holdes rent og renoveres fra top til tå. Overskud til motionscenteret og svømmehallen forsvandt, hobbies lå fint pakket ned i en kasse, det eneste sted der var lidt gang i den var i køkkenet. Og jeg har elsket det.

Da vi sad i haven de første dage aftalte vi, at efter 5 år ville vi sætte os ned og overveje, om vi var der i livet, hvor vi ville være. Så ville manden blive 40, jeg ville blive 35 (på torsdag), vi havde givet det 5 år, og ville stå med et salgsbart færdigrenoveret hus (troede vi). Og man skal jo omformulere sit liv, hvis man ikke er tilfreds.

Langsomt kunne vi mærke at vi blev trætte. Trætte af at bygge om, havde konstant udlængsel, rejste ud alt hvad vi kunne. Flygtede simpelthen fra hverdagen, ofte op i onkel Toms hytte i Blekinge. Så vi så hinanden dybt i øjnene og besluttede at nu skulle det være,og at Sverige var et godt bud. Alle de ting som vi satte pris på var fortsat muligt. Et socialt sikkerhedsnet, et forholdsvis tilgængeligt sprog, nemt at komme hjem (forældre bliver jo ikke yngre), og nemt for venner og familie at se os endnu. Inden valget faldt på Sverige var vi omkring Egypten, Spanien, Sri lanka, Thailand, England og andre herlige steder. Men Sverige bliver det.

Store beslutninger...

Så er det blevet hverdag igen. Har nu været hjemme i Danmark i en uges tid. Vasketøjet er ordnet og pakket til næste tur op til Sverige. Køleskabet fyldt op. Julen ved at være godt overstået, hvilket gjorde et lille indhug i køleskabet igen.

Og store beslutninger er taget.
Vi har taget vores hus fra mægler. Vi vil bare flytte til Sverige, så hurtigt som muligt, og nu er der gået 1½ år. Vi satte vores hus til salg i august 2009, og her 1½ år senere er vi overhovedet ikke i nærheden af en køber. Vi orker ikke at vente mere, så vil prøve at leje huset ud. Det er lidt vildt, for så er der jo pludselig en masse hvis... Hvad hvis de flytter før forventet, hvad hvis de splitter huset ad, hvad hvis der sker noget så vi er nødt til at være vicevært og sidder 800 km væk, hvad hvis det ikke løber rundt økonomisk...

Men nu skal det altså være. Vi vil bare så gerne videre. Så vi smøger ærmerne op og går igang med alle de ting der skal ordnes inden huset kan lejes ud. Altså når julen lige er overstået, ikk'.

Glædelig jul allesammen.

Ups og hovsa og så lige en opskrift.

Sad lige og opdagede, at jeg i det forrige indlæg havde glemt noget vigtigt. Vi bagte jo. Men fortalte jeg nogensinde hvad vi bagte i??? Eller gav jeg en opskrift på dem???

Vi har jo det smukkeste gamle hvide brændekomfur som bare er eminemt at arbejde ved. Ikke en eneste gang har vi haft tændt op i elkomfuret denne gang. Men hvorfor skulle vi også det. Totalt co2-neutral madlavning i små 3 uger. Spørg lige om samvittigheden er ren. Og der er andre end mig der kan finde nydelse ved sådant noget. Kanelsnegle, pepparkakor i forskellige faconer, grovbrød, landbrød, flutes, havregrynsbrød, eksploderende chokolademuffins, madmuffins. Jo der er blevet indtaget noget bagværk i denne ferie. Men sådan er det, når vi er her oppe om vinteren. Den er jo tændt alligevel.

Det der brændekomfur hedder et vedspis på svensk. Og da vi var ude og kigge på huse ved ejendomsmæglerne i området, undrede vi os grumme over hvad pokker det var. Det stod jo i alle salgsopstillingerne. Til sidst tog vi mod til os og fik spurgt en mægler. “Jo det er sådan en … I ved.” sagde han og stod og fægtede lidt med armene. Og jo vi vidste. For vi vidste jo at ved var brænde. Så måske var det… Ja vi kunne ikke rigtig komme på andre ideer efter hans fantastiske forklaring end at det måtte være en spisekrog i køkkenet lavet af træ. Nogle dage senere så vi så en opstilling, hvor der både var en vedspis og en elspis. Så var vi på den, og glædede os til vi skulle ud at se det første hus. Og hold op hvor vi grinede af os selv, da det gik op for os, hvad det var. Jo det danske sprog og det svenske sprog er ikke helt det samme.

Nå opskriften på de der pepparkakor stammer fra en reklameavis.

Pepparkaksdeg

• 150 g margarin
• 2,5 dl brun farin eller strösocker
• 3/4 dl ljus sirap
• 1 dl vatten
• 1 msk mald ingefära
• 1 msk mald kanel
• ½ tsk kryddnejlika
• 1½tsk bikarbonat (tror det er natron)
• 8-9 dl vete mjöl

Kristyr

• 4-5 dl florsocker
• 1 äggvita (jeg anbefaler pasteuriseret)
• et par dröppar citronsaft eller ättiksprit (hvad er attiksprit? jeg brugte cuba strawberry)

Kog sukker, sirup og vand. Lad margarinen smelte i blandingen. Lad det køle uden omrøring. Tilsæt krydderierne, bikarbonat og ca 7 dl mel. Resten bruges ved udrulning (som hedder utbakning på svensk). Stil dejen koldt natten over pakket i plastfolie. Dejen rulles ud med resten af melet, og det udstikkes figurer eller husdele. Bages midt i ovnen ved 175 grader i ca 8 minutter, eller bare put dem ind i brændekomfuret og drej pladen hvert 3. minut indtil de har fået en jævn farve. Pisk ingredienserne til glasuren sammen, og dekorer kagerne.

Jeg var ved at fortælle nabokonen, at vi havde pisket rundt i hele Blekinge efter pasteuriseret æggehvide. Hvorfor, spurgte hun. Jamen salmonella og jeg ville ikke slå nogle mennesker ihjel. “Vi har ingen salmonella i Sverige.“ Er det virkelig rigtigt??? Anyone???