Misserne

Det hele startede med, at jeg som barn altid har haft kat. Oftest en stakkel som kom til os af sig selv. Da jeg flyttede hjemmefra, ringede min mor en dag og tilbød mig en perser. Og selvfølgelig var jeg fyr og flamme. Dytten var så lækker og menneskeglad en kat, men han flyttede desværre fra mig, da jeg flyttede i en lejlighed, hvor man ikke måtte have kat.

Derefter var der et par småkatte i mit liv, men så spadserede Ares ind i mit liv. Og hun kom til at fylde en del. Hendes mor blev påkørt dagen efter fødslen, så Ares blev flasket op, og hun flyttede hjem til mig som 5 ugers killing. Det havde hun i første omgang ikke taget skade af, men på sigt viste hun nogle meget sære karaktertræk. Angreb børn og andre katte, troede hun ejede det hele. Så da vi valgte at skulle af med alle kattene, var vi slet ikke i tvivl om at hun skulle aflives, på trods af hun var tam. Men inden gav hun liv til en del super sunde og friske killinger.

I fødekasse klar til første fødsel.

Ja tak så må du godt gå.

Farlig tigerkilling.

Så adopterede vi lige en skildpaddefarvet killing Malik, som boede sammen med Wendy. Killingerne adopterede hende med det sammen, men Ares hadede hende fra dag 1 af. Resten af killingerne kom vi af med til familie og venner, og de er virkelig blevet smukke stærke katte.

I næste kuld var der denne lille lækker sag som vi beholdte. Den havde så enormt lækre aftegninger. En rigtig lille tiger/leopard-pels.

Se venligst bort fra baggrunden, vi byggede om i stor stil dengang.

I dag har vi ikke katte længere, da vi er begyndt at gøre os klar til at flytte ud i vores svenske skov. Og i den forbindelse har vi valgt at de skulle aflives, da de ikke kunne omplaceres. De levede det frie liv i stalden og stuehuset, og ville ikke kunne lære at komme ind at bo igen.

Tak for den tid vi havde sammen.