BØH!!!!!

Ja, der er liv endnu. I blev ikke forskrækkede vel.

Det har været en rigtig lang vinter med sygdom hos alle mine nærmeste og hos mig selv. 2 flytninger er også klaret, desværre bare ikke vores egen.

Men nu er vinteren vist ved at forsvinde. Den første erantis er plukket ind i sidste uge, og ja ja nu er der så sne og frost igen, men ikke inden i mig. Der brænder der en ild så stærk. Så nu er jeg her igen.

Jeg har taget en gammel ide frem og pudset den af. Har altid drømt om at gå. Bare gå og gå og gå. Ville en overgang rejse til skagen og starte min vandring, og så se hvor langt jeg ville nå ned langs kanten af jylland. Men det er ikke rigtig blevet til noget. For så mødte jeg jo min mand, og der gik rimelig meget hygge og hverdag i den ret hurtigt. Indimellem har jeg drømt om bare at tage tornysteret på ryggen og bare gå. Langs kysten, Bornholm rundt, til Santiago. Vejene er mange, og de ligger lige foran os.

Men nu trænger jeg til at gøre noget for mig selv. Så jeg har besluttet at nu gør jeg det bare. Hvorfor vente til jeg bliver pensionist og måske er slidt ned. Hvorfor skal livet altid først begynde, når jeg har tabt 5 kilo, fået solgt huset, til næste år... Nu skal det være, de dårlige undskyldninger må passe sig selv, for jeg vil leve livet nu.

Så jeg er begyndt at gå. Indtil videre ca hver anden dag ca 3-4 km. Inden alt for længe skulle det gerne hedde 5-6 km 5 dage i ugen. Til sommer hedder det hærvejen så lang tid jeg kan afsætte, 20-25 km om dagen. Til næste sommer hedder det caminoen på pilgrimsvandring mod Santiago og sankt Jakobs rester.

Og jeg er så heldig at jeg har en følgesvend. En veninde træner inde i byen, jeg træner her ude på landet, og hun er allerede langt foran mig. Til sommer følges vi ad der ud af, og vi glæder os til det hedder Frankrig-Spanien næste sommer.